Business partners working together

Uddelegering

Kan man som ejerleder være sin egen begrænsning?

Det kan være vanskeligt at uddelegere opgaver og have tillid til, at medarbejderne varetager opgaven ordentligt. Og ikke mindst, at de gør det lige så godt og hurtigt, som man selv kunne have gjort det.

Det er et dilemma som mange ledere oplever og som kan være svært at håndtere. På den ene side ved man jo godt med sit rationale, at uddelegering er nødvendigt. Hvis man ønsker at vækste, må man have fokus på andet end driften i produktionsafdelingen. På den anden side, har man måske oplevet, at en uddelegeret opgave ikke blev udført sådan, som man havde tænkt sig. En erfaring som kan medføre at man holder igen med at uddelegere og derfor gør det selv. Men det kan være kortsigtet, at tage den ”nemme” løsning.

Kommuniker med dine medarbejdere. Få afdækket deres kompetencer og præferencer i forhold til de opgaver, I skal udføre i virksomheden. Det kræver en mental omstilling at uddelegere. Øv dig i at give slip på kontrollen og udvis tillid til medarbejderen. Klæd dine medarbejder ordentlig på til opgaven – får du informeret dem ordentligt? Mangler de teknisk viden, som de kan erhverve på et kursus?

De fleste medarbejdere vil rigtig gerne og går måske rundt med et uforløst potentiale. Få dette potentiale sat i spil og oplev hvordan dine medarbejder ”vokser” med opgaven. Det vil være med til at skabe en kultur i virksomheden, hvor alle med deres engagement og potentiale trækker på samme hammel.
Det vil give dig ressourcer til at have fokus på de ledelsesmæssige opgaver, som kræver dit potentiale!